Saxo Grammaticus' fortælling om Amled

Den danske historiker Saxo Grammaticus fortæller i sin Danmarks-krønike fra slutningen af 1100-tallet om den jyske høvdingesøn Amled. Historien bliver af William Shakespeare brugt som råmateriale for tragedien Hamlet som han skriver i 1590'erne. Selv om Shakespeare udsætter sagnet for en kraftig bearbejdning - blandt andet flytter handlingen fra Jylland til Kronborg slot - kan man stadig genkende historien.

I sagnet fortælles om et Danmark - eller måske rettere, et Jylland - som er styret af et antal småkonger. Det tyder på at Amled har levet omkring år 400 eller før.

Genfortællingen af sagnet som følger her, er næsten rent afskrevet efter Danmarks Historie, Bind II (Normanertiden)

Høvdingesønnen Ørvendel blev af Kong Rørik indsat som landeværnsmand i Jylland sammen med sin bror Fenge. Nogle år efter giftede Ørvendel sig med Kongens datter og fik med hende sønnen Amled.

Ørvendels ægteskab og anseelse vakte Fenges misundelse og en skønne dag myrdede han sin bror og tvang enken til at blive sin hustru. Mordet kunne imidlertid ikke holdes hemmeligt, og Fenge måtte udsprede det rygte, at han ikke havde kunnet tåle at se den smukke milde kvinde lide under sin mands tyrani.

Den unge Amled viste, at også hans dage var talte hvis Fenge frygtede at han ville hævne sin fars død. Amled valgte derfor at spille gal. Han lå ved arnen og rodede i asken, smurte skarn i ansigtet og hvad han sagde var lige så tosset som hans handlinger. Han skar kroge af træ, hærdede dem i ilden og fortalte at disse kroge var våben han ville hævne sin far med.

Fenge var dog alligevel usikker på den underlige Amled, og forsøgte gentagne gange, at finde ud af hvad der rørte sig i ham. Da Fenge formodede, at Amled ville være mest ærlig overfor sin mor, arrangerende han en gang, at en af hans folk skulle belurer en samtale mellem mor og søn mens Fenge selv var bortrejst.

Spionen skjulte sig under en dynge hø der lå i rummet, men så snart Amled så høbunken anede han uråd. Han galede som en hane og hoppede rundt i bunken indtil han fandt hvor karlen lå skjult. Derpå stak han i høet med sit sværd og dræbte karlen. Han parterede liget, kogte stumperne og kastede det hele for svinene.

Først derefter kom hans mor ind i salen. Hun bebrejdede han i høje toner hans tåbelighed men nu kunne Amled tale rent ud: "Skammelige kvinde, du tog din mands morder til ægtefælle og kastede dig kælent i armene på den der dræbte din søns fader! Med god grund spiller jeg sløvsindet - then den der myrdede sin broder vil også stræbe sin brodersøn efter livet. Dumhedens kappe skjuler mig, til en bedre stund kommer. Du, min moder, burde fælde tårer, ikke over mit sløvsind, men over din egen skændsel".

Disse ord gjorde et stort indtryk på Amleds moder som nu begyndte at se med skamfølelse på sit forhold til Fenge.

Da Fenge vendte tilbage spurgte han efter karlen, men ingen vidste hvor han var. Også Amled blev spurgt, og han svarede, at han havde set ham blive ædt af svinene. Alle lo af tossen.

Fenges frygt for sin stedsøn steg, og han besluttede at sendte ham til England for at besøge kongen der. Det var Fenges hensigt at instruere angelsakser-kongen om at dræbe den unge mand ved hans ankomst. Amled samtykkede i at rejse, men aftalte hemmeligt med sin mor, at hun på årsdagen for hans afrejse skulle byde på gravøl over ham som var han død, og at væggene ved den lejlighed skulle "tjældes" - dvs. dækkes med tæpper.

Fenge udpegede to pålidelige mænd til at ledsage Amled. Beskeden til den angelsaksiske konge om at lade Amled dræbe havde form af en rune-stav. Undervejs lykkedes det imidlertid Amled at finde runestaven mens hans ledsagere sov og at ændre budskabet til en opfordring til Englands konge om at give Fenges snilde nevø sin datter til hustru og at lade de to følgesvende ægte.

Amled blev vel modtaget i England. Han lagde ikke bare sit sløvsind af, men udmærkede sig ved så stor kløgt, at kongen ikke betænkte sig på at give ham sin datter som hustru. Fenges to mænd lod han hænge. Amled følte naturligvis ingen sorg herover, men afkrævede alligevel sin svigerfar mandebod for deres død. Det guld han fik udbetalt lod han smelte ned i to hule stave.

Da der var gået næsten et år fik Amled udspredt et rygte i Danmark at han var død, men på årsdagen var han igen hjemme på den jyske høvdingeborg. Som aftalt med hans mor var man i gang med hans gravøl. Da han trådte ind i salen var han alene og havde sine to stave i hånden.

Og nu var han igen så tosset som nogensinde. Når man spurgte ham om, hvad der var blevet af hans to ledsagere svarede han lystigt: "Den ene er her, den anden der" og pegede på sine to stave.

Under drikkelaget fumlede han ved sit sværd og skar en finger til blods. For at hindre tossen i gentagelser, slog man et søm gennem skeden så sværdet ikke kunne drages.

Til sidst var alle så drukne, at de drattede om og faldt i søvn på gulvet. Amled hentede nu sine gamle trækroge, rev tæpperne ned fra væggene og gjorde dem med krogene fast om de sovende så de ikke kunne komme fri. Derpå stak han ild på hallen og indebrændte alle.

Kong Fenge var gået tidligt til ro i sit kammer, og her blev han nu opsøgt af Amled. Tidligere på aftenen havde Amled ombyttet sit fornaglede sværd med Fenges. Han råbte nu til sin stedfar, at han var vendt tilbage med sine trækroge og at Fenges huskarle var ved at indebrænde. Fenge greb sværdet men kunne ikke drage det af skeden og blev hugget ned af Amled.

Da folk næste morgen stimlede sammen om den nedbrændte høvdingeborg hvor de fandt de forkullede rester af Fenge og hans mænd, kundgjorde Amled hvad der var sket og hvordan han i mange år havde måttet forestille sig for at kunne få sin hævn. Folket fandt, at Amled havde handlet rigtigt, og kårede ham til høvding i Fenges sted.

Da Kong Rørik døde og efterfulgtes af Kong Viglek brød der snart kampe ud mellem ham og Amled. I en af disse faldt Amled og Saxo fortæller "at hans gravhøj sattes på en hede i Jylland der er opkaldt efter ham". Saxo har formentlig tænkt på Ammelhede i Virring Sogn, sydøst for Randers.