Romeo og Julie

Shakespeares Romeo og Julie tolkes normalt som en lovprisning af den romantiske kærlighed. Men det er faktisk et eksempel på et socialt drama. Under dramatiske omstændigheder bliver den almindelige kærlighed omsluttet af frygtelige kræfter. Det, der interesserer mig mest i denne tragedie, er, hvordan kærlighed kan opstå og trives i en atmosfære af had og krig, som i Verona.

Kærlighed fødes af had som en måde at overvinde hadet på. Had skyldes i sig det onde Intet. Eksemplet med Montague og Capulet er fremragende, da ingen kender årsagen til deres fjendskab. Den er for længst glemt. Unge Tybalt tager hadet til sig og forsvarer det som tradition. Vi opretholder ofte traditioner, som skaber konflikt ud fra påståede forskelle, og holder på den måde hadet ved lige. Det er desværre et princip, som bruges mere og mere – at styrke et samfund ved at søge efter fælles fjender.

I denne produktion har jeg ønsket at analysere, hvordan had skaber forskelle og bliver et fælles ståsted. Jeg føler, at had er det fundament, forskellene mellem Montague og Capulet bygges på. Det er vildledende og trækker dem stadig længere fra hinanden. Alle samfund synes at være underopdelt på den måde.

Kærlighed overkommer forskellighed. Kun kærlighed viser, at der egentlig ikke er nogen konflikt mellem de to klaner. Kærlighed skaber frihed, og i friheden er der ingen modstandere. Sørgeligt nok finder Romeo og Julie først deres frihed i døden. De var begge enebørn. Da de dør, dør deres familier med dem. Friheden som offer ødelægger ikke kun den modernisme, disse børn har skabt, men også den tradition, deres forældre søger at beskytte.

Oskaras Korsunovas

Co-producers: Avignon Festival (France), Hebbel Theatre (Germany), Arts and Ideas Festival (USA), THEOREM (association supported by the Culture 2000 programme of the European Union), Lithuanian Culture and Sport Supporting Foundation, Lithuanian Ministry of Culture