Flammens Muse
HamletScenen fejrer William Shakespeares 444 års fødselsdag med den totalt udsolgte og anmelderroste forestilling Flammens Muse – oprindeligt produceret af Kaleidoskop. Flammens Muse gæstespiller i Dronningens Vaskerrum på Kronborg Slot.
Om forestillingen
Flammens Muse – Muse Of Fire er en forestilling, der genfinder et sanseligt, simpelt og smukt rum for Shakespeares udødelige ord. En scenisk fortælling, der kan drille, charmere, forfærde og bevæge sit publikum ved at være tro mod den sproglige ekvilibrisme, disse stykker er skrevet med. Fortælleformen bygger på en direkte kontakt med publikum, stykket udfolder sig i et ”Shakespeare-laboratorium” og forsøget fører os ind i hjertet af hans poesi og drama.
Kun iført Shakespeares sprudlende sprog og billeder udfordrer tre mænd publikum og inviterer dem indenfor i Shakespeares uimodståelige univers. På dansk og engelsk spiller og leger de sammen uden nogensinde at tabe rytmen. Nykomponeret musik fuldender værket.
Det er 13 værker, 3 mænd, 1 scene. Mikkelsen, Magnussen og Risager er tro mod Shakespeares univers, hvor alle roller spilles af de herrer. Se om Lars Mikkelsen kan få Shakespeares Julie til at genopstå på en trappestige i undertøj! En moderne, nærværende og eksperimenterende iscenesættelse, hvor kostumer overflødiggøres af figurtegning, og scenografi erstattes med fantasi.
Musikken er komponeret af Klaus Risager, og instruktionen er lagt i hænderne på Barry McKenna.
Medvirkende
Lars Mikkelsen
Uddannet ved Statens Teaterskolen 1995.
Thomas Magnussen
Uddannet på den engelske teaterskole Guildhall School of Music and Drama 2000.
Klaus Risager
Klaus Risager skriver musik og har udgivet CD´er på eget selskab CIRCEL.
Barry McKenna
Uddannet fra The Arts Educational Schools, Babican, London 1976.
Barry McKenna flyttede permanent til København i 1986 efter en stor succes med The Crazy Christmas Cabaret og har siden arbejdet sammen med Vivienne McKee.
