Serach:Hamlet af Ong Keng Sen (Singapore)
Kronborg Slot, Slotsgården, Kassematterne samt flere sale i slottet
16. - 23. august 2002
Storslået musikalsk og visuel forestilling hvor østen mødte vesten.
Search: Hamlet var centreret om en fraværende Hamlet, der optrådte gennem stærke lysprojektioner. Dramaet var i stedet flyttet til magtspillet og forholdene mellem de øvrige væsentlige personer i Shakespeares tekst. Et drama der desuden satte forholdet mellem Europa og Asien i spil, da personerne også var farvet af hver enkelt af de medvirkendes kunstneriske og kulturelle baggrunde.
De medvirkende trådte først i karakter for publikum rundt om i slottes sale, kasematter og rum, inden de blev samlet som Shakespeares figurer på den nyskabte scene i Slotsgården. Her skabte film og lysprojektioner på slottets mure, de fantastiske kostumer samt den levende musik en storslået og visuel finale for en ny Hamlet. En Hamlet som tilhører vores tid.
Instruktøren Ong Keng Sen samlede en række stjernenavne fra den danske og internationale scene for at skabe en radikal og enestående fortolkning af Hamlet til Kronborg Slot. Her mødte europæisk dans og teater den asiatiske butoh, martial arts og maskedans, mens den levende musik under forestillingen var nykomponerede toner fra den danske popstjerne Dicte og den indonesiske gamelan komponist I Wayan Sadra.
